En dag kom Ole, 10 år, hjem og meddelte, at Jeppes far havde købt en computer. Jeppes far er vores nabo, en ubehagelig fyr, som altid skal have alting lidt større, bedre og dyrere end os.
Nu havde fyren altså købt en Commodore 64. Helt sikkert ville han dermed bare ærgre os. På den anden side, fremtiden tilhører computeren, så af hensyn til børnene besluttede jeg, at undersøge mulighederne.
Det endte med, at vi købte en Amiga 500. Den var ikke helt billig, men af hensyn til børnene skrabede vi de sidste skillinger sammen.
Hvad jeg ikke vidste dengang var, at udgifterne til computerens ekstraudstyr er langt større end udgiften til computeren selv. Dels kommer alle programmerne, de kaldes software, dels kommer en række apparater, som skal forbindes med eller indbygges i computeren, de kaldes hardware-udvidelser.
Man skelner også mellem intern og ekstern hardware. Ekstern hardware er på Amigaen principielt alt, hvad der styres ved hjælp af de såkaldte devices. Det betyder at et diskette-drev er ekstern hardware, uanset om det er indbygget i computeren eller ej. Selv sprogsynthesizeren er ekstern hardware. Derimod er blitter, copper og RAM intern hardware, det gælder også en RAM-udvidelse, som er anbragt i en kasse udenfor computeren.
Fælles for alle hardware-udvidelser interne og eksterne er imidlertid, at gode produkter koster mere end man tror. Samtidig kan man meget nemt komme til, at købe ting, som lige netop ikke egner sig i forbindelse med Amigaen, eller som ikke er beregnet til, at løse netop det problem, som man har. Inden man begynder, at give penge ud, er der altså god grund til, at undersøge de forskellige muligheder, så man ved, hvad det er man køber.