En dag tre uger senere kom Ole og spurgte, om man også kunne skrive stil på computeren. Else, hans lærerinde havde sagt, at han havde alt for meget fantasi, og nu mente han, at computeren måske kunne bringe orden i hans mange gode ideer.
Egentlig havde vi jo kun købt computeren af hensyn til børnene; men indtil nu var det mest mig, der havde brugt den. Derfor var jeg selvfølgelig meget glad for denne pludselige interesse.
Jeg fandt Ektras-disketten frem, startede MicroEmacs og begyndte, at forklare ham alt om indtastning, filer, blokoperationer o.s.v. inden jeg til sidst overlod ham computeren.
Tre timer senere kom han og spurgte, hvordan han nu skulle få den færdige fil overført til stilehæftet. Jeg skulle lige til at fortælle ham, at han ikke skulle være næsvis; men ved nærmere eftertanke måtte jeg erkende, at vi vist havde et problem, som krævede et nyt besøg hos Sørensen.
Min computer-forhandler er utroligt hjælpsom. Han forklarede mig, at det jeg havde brug for var en printer.
Der findes printere til priser fra ca 2000 kroner til langt over 100.000 kroner, og ligeså forskellige er deres arbejdsprincip og kvaliteten af de resultater, som de leverer.
Termoprintere bruger special-papir med en tynd metalbelægning, som antager farve når det opvarmes af printerhovedet. Fordelen ved dette princip er, at printeren kan laves relativt lille og billig, og de bruger ikke ret meget strøm. Derfor bruges princippet ofte i forbindelse med transportable computere, billige hjemmecomputere og programmerbare lommeregnere.
I forbindelse med Amigaen er metoden især interessant, fordi der findes nogle meget billige farve-printere, der arbejder efter dette princip. Man skal imidlertid være opmærksom på, at special-papir er dyrt, og har man først printeren, stiger papirforbruget ofte ganske enormt. Samtidig er termo-printere meget langsomme.
Typehjuls-printere arbejder efter samme princip, som skrivemaskinen af samme navn. Et lille hjul med bogstaver drejes frem og tilbage, og når det rigtige bogstav vender opad, presses det ind mod papiret. Fordelen ved dette princip er, at skriftbilledet er helt i top. Da princippet er det samme som på en skrivemaskine, er kvaliteten også helt tilsvarende. Hvis man f.eks. vil lave seriebreve, og ikke vil have, at modtageren på nogen måde skal kunne se, at der er tale om et sådant, skal man nødvendigvis bruge en typehjulsprinter.
På den anden side har man ingen mulighed for at udskrive grafik (selvom nogle producenter påstår det modsatte), og printerne arbejder relativt langsomt.
Iøvrigt kan en del typehjuls-skrivemaskiner også tilsluttes computere, ved hjælp af et særligt interface. Hvis man har en typehjuls-skrivemaskine bør man altså som det allerførste undersøge, hvad et sådant interface koster.
I printer-hovedet på en matrix-printer sidder et antal små nåle, som presser et farvebånd frem mod papiret og derved afsætter små punkter. Når det hele styres af en computer, kan disse punkter kombineres til en hvilken som helst form, bogstav eller tegning. På grund af dette princip kaldes de også nåleprintere eller på engelsk dot-matrix-printers.
De første matrixprintere havde 9 nåle anbragt over hinanden i en lille spalte i printerhovedet. Printerhovedet skriver en linie af gangen, og deraf følger, at den lodrette opløsning for et bogstav højst kan være 9 punkter. Det svarer nogenlunde til den opløsning, som bruges på de fleste computermonitore. Et sådant bogstav kan godt læses; men man ser alligevel helt klart, at det er opbygget af punkter.
For at forbedre skriftkvaliteten indførte man en særlig NLQ-modus, det står for "Near Letter Quality", altså "næsten brev kvalitet". Her skrives hver linie to gange, mens papiret mellem første og anden gang, forskydes et halvt punkt opad. På den måde fordobles den lodrette opløsning; men samtidig falder hastigheden ganske betydeligt.
Som en naturlig fortsættelse heraf fulgte 18-nåls printerne, som i printerhovedet har to spalter med 9 nåle i hver. De to rækker nåle er forskudt for hinanden i højden. På den måde kombineres den bedre kvalitet fra 9-nåls-printernes NLQ-modus, med den større hastighed, som opnås ved, at hver linie kun skal udskrives en gang.
Næste skud på stammen var 24-nåls-printere. Ligesom ved 18-nåls printerne er nålene her placeret i to rækker; men disse printere har 3 nåle mere i hver række, og dermed en endnu bedre skriftkvalitet.
Man siger jo, at historien gentager sig, og her er der ihvertfald noget om det. Med P6-serien indførte firmaet NEC for 24-nåls printerne den samme fordobling af opløsningen, som tidligere var sket ved 9-nåls printerne. Hver linie skrives to gange, og papiret forskydes ind imellem. På denne måde opnås en lodret opløsning på 360 punkter/tomme. Det er bedre end en laserprinter, og hvis man bruger et nyt farvebånd, skal man kigge godt efter, for at se, at teksten ikke er maskinskrevet.
På CeBit-messen 1988 havde stort set alle andre printer-fabrikanter overtaget dette princip. Samtidig præsenterede Epson den første 48-nåls printer. Denne printer har 4 rækker med 12 nåle i hver, og har dermed den store opløsning (360 punkter/tomme), uden at skulle skrive hver linie dobbelt.
En farve-matrix-printer bruger et særligt farvebånd med fire farvestriber over hinanden (de tre grundfarver og sort), og disse kan så kombineres til et rigtigt farvebillede. Prisforskellen mellem en farve-matrix-printer og en tilsvarende sort/hvid-printer er overraskende lille, i de fleste tilfælde ligger den på omkring 10% af prisen. Til gengæld koster et af de særlige farve-farvebånd 3 til 4 gange så meget som et almindeligt sort. Man kan dog også på en farveprinter bruge et almindeligt farvebånd, hvis man kun vil udskrive tekst.
Matrixprintere er de mest udbredte af alle, og det med god grund. I de sidste år er priserne faldet ganske enormt, så de nu er relativt billige i anskaffelse. De skriver på almindeligt papir, og det eneste tilbehør, som man skal bruge derudover er et farvebånd et par gange om året. De kan udskrive både tekst og grafik. De er relativt hurtige, og i den sidste tid er der kommet flere og flere farve-matrix-printere.
Som ulempe kan man egentlig kun nævne, at matrix-printere laver en del støj, og at skriftkvaliteten på de billigste printere med få nåle, ofte er for dårlig.
Inkjet-printere eller blækstråle-printere arbejder også efter et matrix-princip; men istedet for nåle har de et printer-hoved med små huller, hvorigennem blækdråber sprøjtes ud. Fordelen er at de laver langt mindre støj og er lidt hurtigere end nåleprintere.
Ulempen ligger derimod netop i blækket. Det skal tørre så langsomt, at dyserne ikke stoppes til; men så hurtigt, at teksten ikke bliver tværet ud. Samtidig må papiret ikke suge for meget eller for lidt. Alt i alt betyder det, at omkostningerne både i anskaffelse og drift er større end ved en nåleprinter.
Til gengæld vil farverne (ved en farveprinter) normalt være mere glansfulde. Det skyldes, at de forskelligt farvede blækpunkter kan blande sig inden de tørrer.
Plottere bruges kun til (tekniske) tegninger. Princippet er, at en stift føres frem og tilbage over papiret, som enten ligger fladt eller føres frem og tilbage på en tromle.
Som nævnt er CAD ikke lige netop Amigaens speciale; men det kan nemt ændre sig. Kombinationen Amiga 2000 plus 68020-kort plus monitor A2024 plus plotter er ihvertfald en drøm af et CAD-anlæg, hvis bare en eller anden ville lave den rigtige software.
Mange computerejere ønsker sig i al hemmelighed en laserprinter, og de er da også i de sidste par år blevet meget billigere (d.v.s. priserne er faldet fra omkring 100.000 til omkring 30.000).
Princippet i en laserprinter minder meget om princippet i et fotokopieringsanlæg.
Figur 1: Princippet i en laserprinter.
Den centrale del i printeren er en valse med samme bredde som papiret. Øverst på figuren renses valsen. I højre side af billedet oplades hele valsen med statisk elektrisitet. Derefter kommer selve laserstrålen, som reflekteres i et drejeligt spejl, så valsen belyses linie for linie. Samtidig tændes og slukkes laseren, så kun de punkter, som skal være sorte på papiret, bliver belyst. Alle punkter, som bliver belyst af laseren, bliver elektrostatisk afladet. Nederst på figuren ses en beholder med farvepulver. Dette pulver er også elektrostatisk opladt, og klæber derfor kun på de dele af valsen, som er blevet belyst af laseren. Til sidst føres valsen hen over papiret, hvor farvepulveret afsættes.
Disse printere kombinerer fremragende kvalitet, lavt lydniveau og stor hastighed. En laserprinter er dog ikke lutter lagkage. For det første er den mere end tre gange så dyr, som en god 24-nåls matrixprinter (der også leverer en udmærket kvalitet, og har en højere opløsning). Den kan normalt kun klare formatet DIN A4, hvorimod der findes matrixprintere, som kan klare A2, altså det firedobbelte. En laserprinter med farver er stadig ekstremt dyr. Endelig ved enhver, som har ejet en fotokopieringsmaskine, hvad sådan et apparat koster i drifts- og reparatur-omkostninger, og da en laserprinter arbejder efter samme princip, må man her forvente noget tilsvarende.
Vi ved nu hvordan de forskellige printere arbejder. Det næste spørgsmål er derfor: Hvem skal købe hvilken printer?
Figur 2: Sammenligning af printertyper. (Matrix dækker over både nåle- og blækstråle-printere).
Ovenstående skema er et forsøg på, at samle nogle grundlæggende kendsgerninger. Herudfra kan man nok i det mindste udelukke en eller flere printertyper. Hvis man også vil udskrive tekst, kan man udelukke plotteren, hvis man højst har 7000 kroner til rådighed, behøver man ikke, at interessere sig for en laser-printer o.s.v.
Når man så ved hvilken type printer, man vil have, kan man som det næste samle brochurer fra de forskellige producenter. Desværre findes der ikke nogen standard for de tekniske værdier. De tal der står i de forskellige brochurer, kan altså ikke sammenlignes med hinanden. F.eks. opgives printerens hastighed normalt i "karakterer/sekund"; men denne værdi tager ikke hensyn til tilbageløb, papirfremføring m.m. To printere med samme hastighed i karakterer/sekund kan derfor godt have en helt forskellig hastighed i sider/time.
På samme måde skal man være klar over, at begreber som NLQ ("Near Letter Quality") og LQ ("Letter Quality") er relative begreber, der intet siger om printerens virkelige kvalitet.
Man er derfor tvunget til, at lave en direkte sammenligning. Sammenlign de originale skriftbilleder (ikke kopieret eller formindsket). Sammenlign bogstaverne med skriften fra en skrivemaskine. Læg mærke til om større udfyldte områder i en tegning er sorte eller grå, og om en cirkel er rund eller oval.
Lad forhandleren demonstrere printeren sammen med Amigaen, og bed om at få en udskrift af et digitaliseret foto, ikke af en stregtegning. Det er iøvrigt en god ide at medbringe sit eget testbillede, så alle printere testes med samme billede, og man undgår de specielt fremstillede "testbilleder", som bevidst undgår alle printerens svage punkter.
Husk også, at undersøge driftsomkostningerne. Prisen for "farvebånd/100 sider" (kun i sort/hvid) varierer fra 10 til 300 kroner.
En meget vigtig ting i forbindelse med en printer, er selvfølgelig muligheden for, at slutte den til Amigaen. Det enkleste er, at bede sin forhandler demonstrere printeren sammen med en Amiga af samme type. Hvis det fungerer i forretningen, fungerer det nok også derhjemme.
Når man vil forbinde en computer og en printer, skal man først og fremmest bruge et printerkabel. I de allerfleste tilfælde forbindes en printer med Amigaens parallelle port. Man kan godt lave sit eget kabel; men det kan dårligt betale sig. Dels skal der bruges et kabel med mindst 15 poler (24 er bedre), så man skal være mere end almindeligt god med loddekolben. Dels koster det færdige kabel ikke ret meget mere end de to stik og ledningen.
En Amiga 1000 skal bruge et helt specielt kabel, med et hun-stik på computersiden og en noget egenvillig pol-belægning. Til Amiga 500 og 2000 bruges derimod samme kabel, som til IBM-kompatible PC'er og Atari ST.
Dermed har Commodore endelig taget sig sammen til, at følge den såkaldte Centronics-standard, som bruges af de fleste andre computer- og næsten alle printer-producenter.
Det er selvfølgelig glædeligt; men det medfører et problem. Hvis man tidligere har haft en C64 eller C128 med tilhørende printer, kan man ikke bruge denne til Amigaen.
De der er i denne ulykkelige situation, kan jeg imidlertid anbefale, at læse det tyske blad "Kickstart" juli 1988 (Heim-Verlag, Heidelberger Landstr. 194, D-6100 Darmstadt). Heri findes en løsning, som dog forudsætter noget loddekolbearbejde.
Udover de karakterer, som udskrives, sender computeren også styrekarakterer til printeren. De bruges f.eks. når papiret skal skubbes frem, eller printeren skal skifte til fed skrift. Desværre bruger de forskellige printere ikke de samme styrekarakterer. Derfor har man brug for en printertilpasning. Det er en lille fil, med en tabel, som sætter computerens og printerens styrekarakterer i forhold til hinanden.
Her har folkene bag Amigaen haft envirkelig god ide. På andre computere foregår denne tilpasning på program-niveau, på Amigaen foregår den derimod på system-niveau. Det betyder, at hvor man under MS-DOS skal bruge en printertilpasning for hvert program i forbindelse med hver printer, skal man på Amigaen kun bruge en for hver printer.
På Extras-disketten findes et antal af disse tilpasninger.
Hvis der heriblandt findes en tilpasning til den valgte printer, kopieres den over på workbench-disketten i directoryen devs/printers. Derefter indstilles printeren med programmet Preferences, som beskrevet i computer-manualen.
Hvis den ønskede printer-tilpasning ikke findes på Extras-disketten, har man tre muligheder.
Man kan undersøge om forhandleren måske skulle have den passende tilpasning.
Man kan prøve om printeren er kompatibel til en af de printere, som der findes tilpasninger til. Mange 9-nåls matrixprintere er "Epson-kompatible", det betyder, at de kan køre med en Epson-printertilpasning, selvom en individuel tilpasning normalt vil give et bedre resultat. Tilsvarende kan man tale om NEC-kompatible 24-nåls printere og HP-kompatible laserprintere og plottere. Hvis printeren er kompatibel til en anden type, vil det ofte stå i printer-manualen.
Endelig kan man skrive sin egen printertilpasning. Med shareware-programmet "PrtDrvGen" er det ret enkelt. Shareware betyder, at man frit kan kopiere programmet, og give det videre til andre, derfor findes programmet også på en række public-domain disketter. Hvis man bruger et shareware-program skal man imidlertid sende et mindre honorar til forfatteren, i dette tilfælde er det 75 kroner, som sendes til: Jørgen Thomsen, Johnstrups All‚ 3, 2.tv. 1923 Frederiksberg.
I forbindelse med en printer, kan man købe en "traktor" til fremføring af endeløst papir eller en "enkeltarksføder". Hvis man anskaffer et af disse apparater, kan man udskrive længere tekster, uden at skulle skifte papiret manuelt.
En traktor har et eller to tandhjul i hver side, som griber ind i den særlige perforering på det endeløse papir. På den måde styres papiret gennem printeren. Der skelnes mellem en- og to-vejs traktorer. De første kan kun føre papiret fremad, de andre kan også køre baglæns.
En enkeltarksføder har en holder, hvor man kan indlægge flere hundrede enkeltark. Herefter fører den automatisk papiret frem til printeren efterhånden, som denne har brug for det. De fleste fotokopieringsanlæg har en lignende anordning.
En arkføder er normalt dyrere end en traktor. Til gengæld er endeløst papir dyrere end enkeltark i samme kvalitet. Hvis man kun skal bruge printeren til privat brug, vil det imidlertid ofte være en god ide, at spare begge dele, og så investere pengene i en bedre printer. Både traktor og arkføder kan nemlig normalt købes som ekstra tilbehør, når man ser om man virkelig har brug for det, og i første omgang kan man udmærket klare sig uden.
Som sagt er der i den sidste tid fremkommet flere og flere farve-printere. Man skal imidlertid ikke tro, at et farvebillede på papir, ser ud på samme måde, som på skærmen. Et skærmbillede bliver belyst fra bagsiden, på samme måde som et dia. Billedet udstråler lys. Et papirbillede reflekterer bare det lys, som rammer det. Derfor kan et papirbillede aldrig opnå den samme glans som et skærmbillede, og det vil altid virke relativt mat og kedeligt.
Man kan selvfølgelig også affotografere skærmbilledet; men derved vil man få problemer med refleksioner, og kanten af billedet vil normalt ikke være tilfredsstillende.
Der findes dog også en anden mulighed, et apparat ved navn Polaroid Palette. Apparatet består af en lille kasse, som tilsluttes computeren. I kassen findes en lille sort/hvid skærm med høj opløsning, og et RGB-filter. I den modsatte ende af kassen, kan man tilslutte et almindeligt 35 mm kamera eller et polaroid-kamera.
Billedet opdeles elektronisk i den røde, grønne og blå farveandel, og fotograferes tre gange gennem de tre filtre. Derefter forskydes billedet en halv skærmlinie og fotograferes igen tre gange. På den måde fjernes de linier, som man ellers altid vil kunne se på et skærmfoto.
Resultatet er et dia eller farvefoto i en kvalitet, som virkelig lever op til Amigaens evner.
Polaroid Palette leveres med to kameraer og software for ca 27.000 kroner.
Dette besøg hos Sørensen blev noget dyrere. Det endte nemlig med, at jeg købte en 24-nåls-matrixprinter og en interface til min typehjuls-skrivemaskine; men når det drejer sig om børnenes uddannelse, er det nu engang kun det bedste der er godt nok.