En dag ville jeg sortere mine disketter, en del filer kunne slettes, andre skulle kopieres sammen på færre disketter o.s.v.
Det viste sig imidlertid, at blive noget af et problem. Computeren stoppede den ene gang efter den anden, og bad om, at få en anden diskette lagt i diskette-drevet.
I håndbogen står at man kan kopiere system-filerne over på ramdisken, og på den måde spare en del disketteskift. Det gøres ved i CLI, at indtaste linierne:
makedir RAM:C
copy SYS:C RAM:C ALL
assign C: RAM:C
Herved reduceredes det frie RAM imidlertid fra 386784 til 196656, hvilket igen betød, at mange programmer ikke mere kunne startes.
Noget måtte ske, jeg gik i byen for at undersøge sagen.
Sørensen, det er min computerforhandler, er altid særdeles hjælpsom. Han forklarede mig, at man kunne gribe problemet an på to måder. Man kunne udvide det interne lager, d.v.s. indbygge en ram-udvidelse. Hvis man har 1 eller 2 MByte gør det ikke så meget, at man skal bruge 200 KBytes til systemfiler. Eller man kunne udvide det eksterne lager, d.v.s. købe et ekstra diskettedrev eller en harddisk.
Processoren i Amigaen er som bekendt en Motorola 68000. Denne har en 24 bit bred adressebus, og det betyder, at den kan adressere et internt lager (RAM eller ROM) på ikke mindre end 2^24 bytes eller 16 MBytes. Heri indgår også ROM; men en Amiga 1000 kan umiddelbart udvides til 8 MBytes RAM, Amiga 500 og Amiga 2000 endda til 9,5 MBytes.
Amigaens tre specialchips Denise, Paula og Agnus har i den nuværende version imidlertid kun adgang til de nederste 512 KBytes RAM, det såkaldte chip-RAM.
Hvis alle programmører ville gøre deres arbejde ordentligt, og rette sig efter Commodores specifikationer, ville det heller ikke være noget problem; men det er desværre ikke tilfældet. Derfor findes der en del programmer, især ældre spil, som ikke kører på en computer med mere end 512 KBytes RAM.
På Workbench-disketten findes programmet NoFastMem. Det belægger simpelthen alt RAM over 512 KBytes, og på den måde forhindres, at andre programmer, kan placere sig her.
Hermed skulle man så tro, at problemet var løst; men hvis denne metode skal fungere, forudsætter det to ting. For det første skal programmet kunne køre i multitasking (sammen med NoFastMem), for det andet skal det kunne startes fra workbench eller CLI (efter NoFastMem). Derfor kan man ikke bruge NoFastMem sammen med programmer med autostart, altså netop de omtalte spil.
Den rigtigste løsning er nok, at lade være med, at købe de pågældende programmer, for på den måde at tvinge producenterne til, at lave bedre software. Hvis man har en nyere Amiga 2000, er det iøvrigt den eneste mulighed. Har man derimod en Amiga 500 eller 1000, kan man vælge, at købe en RAM-udvidelse, som kan kobles fra.
Der findes RAM-udvidelser fra Commodore og fra en lang række konkurrerende firmaer, og alt efter hvilken type Amiga det drejer sig om, kan RAM-udvidelsen indbygges på flere forskellige måder.
Amiga 1000, der som standard kun har 256 KBytes, har en særlig stik-plads til en RAM-udvidelse. Commodore og flere andre firmaer leverer hertil et kort med 256 KBytes RAM; men i mellemtiden kan man også få et kort med ikke mindre end 768 KBytes. På denne måde kan Computeren udvides til en halv henholdsvis en hel MByte.
Hvis man vender sin Amiga 500 på hovedet, ser man foran i samme side som diskette-drevet en lille låge. Herunder findes plads til Commodores ram-udvidelse 501 (eller kompatible). Disse kort indeholder 512 KBytes, hvormed Amiga 500 også kommer op på 1 MByte.
Derudover kan man udvide både Amiga 1000 og Amiga 500 med ekstra RAM på systembussen. De fleste RAM-udvidelser af denne type er beregnet til to MByte; men kan ofte købes i versioner, hvor en del af soklerne er tomme. På den måde kan man f.eks. starte med 1 MByte, for så senere, når økonomien tillader det, at fylde de resterende sokler med løse RAM-chips.
Man taler her tit om "eksterne" RAM-udvidelser, selvom RAM altså i princippet altid er intern hardware. Fordelen ved denne type, er at de kan installeres uden, at computeren skal åbnes og uden lodning. Til gengæld fylder de på skrivebordet, og en A500 bliver endnu mere uhåndterlig.
Endelig findes der RAM-udvidelseskort til rigtig indbygning i computeren. F.eks. findes et kort med 1,5 MByte til A500. Dette kort bygges ind på den måde, at computeren åbnes, MC68000-processoren pilles ud, og placeres i en sokkel på RAM-kortet, hvorefter kortet indsættes i den originale CPU-sokkel. Denne metode har den fordel, at system-bussen er fri, og computeren fylder ikke mere end normalt. Til gengæld må man regne med, at miste sin garanti, fordi computeren åbnes.
På Amiga 2000 er det hele meget nemmere. Denne computer har en række slots til udvidelseskort, herunder 5 Amiga-slots hvori man bl.a. kan indsætte kort med ekstra RAM. Disse kort findes med 2 eller 8 MByte.
I alle tilfælde kan man regne med, at en RAM-udvidelse koster ca 1000 kroner for hver halve MByte.
Hvor meget RAM skal man så anskaffe sig? I øjeblikket så lidt som muligt. De fleste computere bruger RAM-chips med en kapacitet på 256 KBits; men producenterne er ved, at skifte til de nye 1 MBit-chips. Denne omstilling har givet en del problemer, med det resultat, at priserne på RAM-chips er steget kraftigt. På lidt længere sigt vil de nye chips imidlertid føre til mindre RAM-udvidelser med større kapacitet og faldende priser (formentligt i løbet af 1990). Der er altså god grund til, at se tiden lidt an.
I praksis kunne det betyde, at man i første omgang udvider til 1 MByte. Hermed kan man arbejde fornuftigt, og denne udvidelse kan på alle tre modeller indbygges i computeren, uden at belægge systembussen, og uden at det går ud over garantien.
Istedet for at udvide RAM-lageret, kunne man også forøge det eksterne lager.
Alle tre Amiga-modeller leveres i basis-udgaven med et indbygget dobbeltsidet 3,5 tomme diskettedrev. Hvis man nu køber et diskette-drev mere, kan man i mange situationer lade workbench-disketten blive liggende i det ene drev, mens programdisketten lægges i det andet. På den måde har man umiddelbart kommandoer som CD, DIR, DEL og Format til rådighed, uden at skulle skifte diskette.
Der findes diskettedrev til 3,5 og 5,25 tomme disketter. 3,5 tomme er som bekendt Amiga-standard hvorimod 5,25 tomme disketter bruges til MS-DOS, altså i forbindelse med Sidecar eller PC-kort.
Når en diskette formatteres, deles den op i spor, det er koncentriske ringe på disketten, og hvert spor deles op i et antal sektorer. I en sektor saves 512 bytes. Amiga-DOS deler en diskette i 80 spor med hver 11 sektorer. På den måde kan man på en diskette save:
80 * 11 * 2 * 512 bytes = 901120 bytes = 880 KBytes.
Under MS-DOS formatteres en diskette derimod i 40 spor og 9 sektorer, hvilket giver:
40 * 9 * 2 * 512 bytes = 368640 bytes = 360 KBytes.
Man kan dog også save Amiga-filer på de billigere 5,25 tomme disketter, i så fald er det vigtigt, at drevet kan skifte mellem 80 spor (Amiga) og 40 spor (MS-DOS).
Produktionen af "rå" diskettedrev beherskes fuldstændigt af ganske få firmaer, (NEC, TEAC, Matsushita) selv Commodore får sine drev fra et af disse. Uanset hvad der står på kabinettet kan man altså gå ud fra, at selve diskette-drevet er det samme.
De forskellige producenter af Amiga-drev laver derimod kabinet, strømforsyning, de forskellige ledninger og tilslutninger og den ændring, som er nødvendig for, at Amigaen kan føle om der ligger en diskette i drevet. Det som kan variere, og som køberen derfor skal være opmærksom på, er altså (udover prisen og farven) følgende:
Er drevet ændret med diskette-føler? Dette betegnes ofte med begrebet "fuldt Amiga-kompatibelt", og gælder også for drev til indbygning i A2000.
Har drevet en afbryder, så det kan slukkes, uden at man hver gang skal slukke ved stikkontakten?
Har drevet et stik hvor man kan tilslutte endnu et diskettedrev? Amiga DOS kan administrere op til 4 diskettedrev; men da Amigaen kun har et stik, er det nødvendigt, at forbinde drevene i serie. På tilsvarende måde findes der dobbelte diskettedrev i handelen, dels med to 3,5 tomme drev, dels med en kombination af et 3,5 og et 5,25 tomme drev.
Hvis det drejer sig om et 5,25 tomme drev, skal man derudover være opmærksom på, om drevet kan skifte mellem 40 og 80 spor.
En Amiga-diskette har altså en kapacitet på 880 KBytes en MS-DOS-diskette (sidecar eller PC-kort) endda kun 360 KBytes. Har man brug for større kapacitet, eller er man træt af, at sidde og vente på de relativt langsomme diskette-drev, så er en harddisk det rigtige. (Hvordan holdt man egentlig ventetiden ud, dengang man brugte datasetter?).
En harddisk er opbygget efter samme princip som et diskettedrev. "Disketten" er imidlertid normalt lavet af alluminium, og den ligger fast i drevet, som er lukket lufttæt. På den måde er disketteoverfladen beskyttet mod støv, og det betyder, at læsehovedet kan laves meget mindre og mere præcist end på et diskettedrev. Heraf følger igen, at en harddisk kan have mange flere spor end en diskette med samme diameter. Samtidig indeholder en harddisk som regel 2 eller flere disketter over hinanden, hver med sine læsehoveder. Derfor har en harddisk normalt en kapacitet mellem 20 og 120 MBytes.
Den anden forskel består i hastigheden. Et diskettedrev roterer kun når der skal læses eller skrives, en harddisk roterer derimod hele tiden. Det har den fordel, at man ikke skal vente på, at drevet accellereres. Samtidig er afstanden mellem læsehoved og disketteoverflade og afstanden mellem de enkelte spor mindre. Alt ialt betyder det, at en harddisk normalt arbejder ca 10 gange hurtigere end et diskettedrev. Hastigheden angives som den såkaldte "access time", det er den tid, som læsehovedet i gennemsnit skal bruge, for at nå frem til et givet sted på disketteoverfladen. På de fleste harddisks ligger access time mellem 28 og 65 millisekunder.
En harddisk har imidlertid også et par mindre ulemper sammenlignet med disketter. For det første sidder den fast i computeren. Man kan altså ikke tage den med sig, og bruge den i en anden computer. For det andet skal alle programmer kopieres over på harddisken, inden de kan bruges. Derfor kan de fleste (kopierings-sikrede) spil ikke bruges i forbindelse med en harddisk.
Et drev (diskette- eller harddisk) styres af en controller. Når det drejer sig om diskettedrev, behøver man imidlertid ikke at bekymre sig om det, Amigaen har den nødvendige controller indbygget. Vil man udvide med en harddisk, er det derimod noget andet.
På A500 og A1000 købes controller og harddisk normalt som et sæt. Controller og harddisk er forbundet med en ledning, og controlleren tilsluttes computerens systembus. Når man køber et sæt, er man sikker på, at controller og harddisk passer sammen.
På A2000 er det lidt mere kompliceret. Til denne computer fås et controllerkort med to interfaces en SCSI (Small Computer System Interface) og en ST506. SCSI kan styre op til 7 harddisks og overfører dataene mellem harddisk og RAM med en hastighed på 1,25 MByte/sekund, ST506 kan styre to enheder og arbejder med 0,7 MByte/sekund. Selve harddisken bygges ind i computeren, en 3,5 tomme harddisk til venstre for diskettedrevet df0:, en 5,25 harddisk derunder. Bemærk at en A2000 kun kan indeholde to 3,5 tomme drev og et 5,25 tomme drev, harddisks eller diskette-drev. Når man anskaffer diskette-drev nummer to, kan der altså være grund til, at overveje om man måske skulle vælge et "eksternt" drev, for at holde den interne plads fri til en harddisk.
En 20 MByte harddisk til en Amiga kan fås for 6 - 7000 kroner, og en harddisk med 40 MByte for 9 - 10000. Det er 50-100% mere end, man skal betale for en harddisk til en PC. Hvis man har en sidecar eller et PC-kort, kan man imidlertid købe en almindelig PC-kompatibel harddisk, og så opdele denne i et område (en partition), som bruges fra PC'en og et område, som bruges fra Amiga'en. Denne metode har dog en væsentlig ulempe. PC'en og dermed PC-harddisken kan først bruges når Janus-library er loadet, og det kan først ske når Amigaen er bootet. Derfor er det ikke muligt, at boote Amigaen fra en PC-harddisk.
Den største ulempe ved en harddisk er, at lagerpladsen er begrænset. Hvis man bruger diskettedrev, kan man forøge den samlede lagerplads ved, at købe flere disketter. Har man derimod en harddisk med 20 MBytes kapacitet, er der absolut ingen mulighed for, at komme ud over denne grænse.
Et alternativ, som løser dette problem er en skifteplade. Det er en mellemting mellem en harddisk og et diskette-drev. Dataene saves på udskiftelige kasetter; men hver af disse kassetter er opbygget på samme måde, og har samme kapacitet som en harddisk.
Samtidig kan man tage en kassette med sig. En ulempe ved en harddisk er jo netop, at den sidder fast. Hvis man arbejder på flere computere af samme type, som ikke er forbundet i et netværk, skal alle data transporteres på diskette. Med en skifteplade er dette problem løst.
Til Amigaen findes en skifteplade fra det engelske firma Burocare Computer Systems. Selve skiftepladen koster i England 1695 œ, altså en hel del mere end en harddisk, til gengæld koster hver kassette med 20 MByte kun 50 œ.
Når man vælger harddisk eller skifteplade skal man være opmærksom på kapaciteten og access time. Hvis der er tale om en Amiga-harddisk skal man undersøge, om Amigaen kan bootes fra denne harddisk. Endelig skal man sammenligne hvilken software der leveres sammen med harddisken, det kan være programmer til formattering, eller opdeling (partitionering) af harddisken.
Mens vi nu er ved de eksterne lagre, skal en helt ny type, CD-ROM, også nævnes. Det skal understreges, at der i øjeblikket IKKE findes CD-ROM til Amigaen. På den anden side er der tale om et produkt, som dels giver helt nye muligheder, og dels findes til konkurrenten Atari ST, så mon ikke det også findes i Commodores udviklingsafdeling?
CD-ROM står for "Compact Disk Read Only Memory". Heraf følger, at dataene saves på en CD-plade, og at man kun kan læse de savede data, man har ingen mulighed for at ændre, slette eller save nye data.
En CD-ROM er kun halvt så hurtig som en harddisk, til gengæld er lagerkapaciteten næsten ubegrænset. Dels kan man skifte pladerne, dels kan en enkelt CD-plade optage ikke mindre end 500 MByte. Det betyder, at man uden videre kan placere et 20 binds leksikon eller "Ordbog over det Danske Sprog" på en enkelt CD-plade.
Et andet område hvor CD-ROMs vil få stor betydning er computer-spil. Når lagerpladsen ikke mere er noget problem, kan man i langt større omfang bruge digitaliserede billeder og lyd. Man kunne altså f.eks. forestille sig en flysimulator, der som baggrund bruger digitaliserede luftfotos.
Dette blev et af de billigere besøg hos Sørensen. Egentlig ville jeg godt have haft en harddisk; men fornuften sejrede, så jeg nøjedes med et enkelt diskette-drev.