Inden jeg forlod forretningen denne gang, måtte jeg selvfølgelig også se lidt på de andre ting i Sørensens video-studie. En ulempe ved et genlock-interface er som sagt, at video-billedet på intet tidspunkt kommer ind i computeren. Derfor har man ingen mulighed for, at ændre billedet, man kan kun tilføje tegninger.
Hvis man derimod vil indlæse et billede i computeren, skal det digitaliseres, og det gøres med en digitiser. Ordet digitiser bruges om flere forskellige apparater, som bygger på helt forskellige principper.
For det første bruges ordet om en såkaldt tegneplade. En tegneplade består af en flade, som er dækket af et netværk af tynde ledninger, herpå lægges den tegning, som skal digitaliseres. Til tegnepladen hører også en læser, et lille apparat, der minder om en mus; men som i den ene ende er forsynet med et trådkors. Det føres hen over tegningen, de enkelte punkter markeres og indlæses således i computeren.
Det, som indlæses i computeren med en tegneplade, er altså de enkelte punkters placering i tegningen. Det betyder, at metoden er velegnet til tekniske tegninger, landkort o.l. Derimod indlæses ingen farver, hvilket for Amiagen er et alvorligt minus.
Noget helt andet er en video-digitiser. Dette apparat bruges til, at digitalisere video-billeder fra et video-kamera eller en videorecorder.
Mange af de bedste spil til Amigaen bruger digitaliserede billeder som baggrund.
Når et video-billede skal digitaliseres, skal det først opdeles i den røde, grønne og blå farveandel. Denne opdeling kan laves på to helt forskellige måder.
Sammen med digitiseren leveres normalt et rundt plastikfilter, som er opdelt i et rødt, et grønt, et blåt og et klart område. Dette filter placeres foran videokameraet, som i dette tilfælde helst skal være et sort/hvidt-kamera. Kameraet kan f.eks. være et billigt overvågningskamera. Hvis man vil digitalisere et farvebillede, optages billedet tre gange, mens filteret drejes, så billedet optages en gang gennem hver farve. Vil man derimod digitalisere et sort/hvidt-billede optages det en gang gennem det klare område.
I begge tilfælde føres videosignalet fra kameraet til digitiseren, hvor det omsættes til et digitalt signal, der så føres videre til Amigaens parallelle port.
Man kan selvfølgelig dreje filteret med hånden; men noget nemmere er det, hvis man investerer i en lille motor. Motoren styres af computeren og kan så dreje filteret automatisk. På denne måde kan hele optagelsen gennemføres i en arbejdsgang.
Med et noget større budget kan man erstatte de tre farvefiltre med en RGB-splitter, som indsættes mellem digitiser og kamera. En RGB-splitter opdeler billedet elektronisk, det giver en bedre kvalitet, og man undgår problemer med refleksion i farvefiltrene. Til gengæld skal man i dette tilfælde bruge et farvekamera; men det giver samtidig mulighed for, at erstatte kameraet med en videorecorder med enkeltbillede.
Det færdigt digitaliserede billede kan normalt saves på diskette i IFF-format. Dermed kan det selvfølgelig umiddelbart loades i et maleprogram, med alle de muligheder, som det giver.
En digitiser kan fås fra ca 2000 kroner til noget over 10000 kroner. Forskellen ligger først og fremmest i arbejdshastigheden. I den dyre ende findes de såkaldte "real-time digitiser" også kaldet "frame grabber". De kan digitalisere et billede på mindre end 1/50 sekund, altså i samme tempo, som billederne kommer fra kamera eller recorder. På den måde kan man digitalisere en hel serie billeder.
Derudover skal man især være opmærksom på, om digitiseren svarer til Amigaen. Amigaen findes som bekendt i en PAL-version med 256*320 punkter og en NTSC-version med 320*200 punkter i normalmodus, og digitiseren og den medfølgende software skal svare hertil.