Man kan altså digitalisere et billede med en video-digitiser; men man kan også gøre det med en scanner. Video-digitiseren går ud fra et video-billede, hvorimod scanneren går ud fra et foto eller et andet billede, som foreligger på papir.
Fordelen ved en scanner i forhold til en video-digitiser er først og fremmest opløsningen. Opløsningen fra en video-digitiser er principielt begrænset til video-kameraets opløsning, hvorimod der findes scannere med en opløsning på op til 800 punkter/tomme. Til gengæld kan en scanner normalt ikke digitalisere i farver, og man kan kun digitalisere billeder, som findes på papir. Med en digitiser kan man f.eks. også digitalisere en opstilling af objekter.
Den centrale del af en scanner er et "lædsehoved". Dette føres hen over papiret linie for linie, og læser herved billedet ind i computeren punkt for punkt. Det billede der skal indlæses lægges enten fladt på en plade eller spændes på en tromle.
Scannere findes i mange forskellige udførelser. Den enkleste form består simpelthen af et læsehoved, som skrues fast ovenpå printerhovedet på en nåleprinter. Læsehovedet er forbundet med computerens serielle port, mens printeren er forbundet med den parallelle. Billedet spændes i printeren, og computeren kan nu med de almindelige printerkommandoer flytte læsehovedet hen over papiret, samtidig med at billedet indlæses via den serielle port.
Fordelen ved dette princip er selvfølgelig, at det kan laves relativt billigt. En ulempe er derimod, at der kræves en printer. Man skal også tænke på, at man ikke kan digitalisere billeder fra bøger eller andre ting, som ikke tåler, at blive spændt i en printer.
Hvis man også vil scanne fra bøger, er en fladbords-scanner bedre. En sådan scanner arbejder efter samme princip som et fotokopierings-anlæg; men istedet for, at sende det indlæste billede til den indbyggede printer, sendes det til computeren.
Et skridt videre går de såkaldte tekst-læsere. Her indlæses og digitaliseres først en side med maskinskrevet tekst, på samme måde som ved en scanner. Derefter sammenlignes bitmønsteret fra de enkelte bogstaver med et stort antal forskellige alfabeter i computerens hukommelse, og findes det samme bogstav, saves det som ASCII-værdi.
Hvis man imidlertid ved hvor mange forskellige typehjul, der findes, er det klart, at bogstav-biblioteket i computeren skal være ganske stort, og dermed bliver processen tilsvarende kostbar.
På den anden side er priserne i den sidste tid faldet drastisk, og en tekstlæser kan spare en masse skrivearbejde.
Spørgsmålet er så, hvilken scanner skal jeg købe til Amigaen? I skrivende stund er det nemt besvaret, der findes nemlig ikke en eneste scanner, som passer til denne computer.
Problemet er først og fremmest farverne. En scanner, som kan digitalisere i farver, koster meget tæt på 100.000 kroner, og hvor mange Amiga-ejere vil investere det beløb.
På den anden side er det også et spørgsmål, hvem der vil købe en scanner, som kun kan læse sort/hvidt, når man til samme pris kan få en digitiser med tilhørende videokamera.
To interessante produkter er dog på vej. Det ene er scanneren Hawk CP14 fra firmaet Marvin. Denne scanner var oprindeligt bygget som fotokopierings-anlæg; men i denne funktion blev apparatet et flop. Derfor blev det ændret på den måde, at der blev indbygget en kontakt, så det indlæste billede kan omdirigeres til en computer.
Den indbyggede termo-printer er dog ikke blevet fjernet, og det betyder, at Hawk CP14 stadigvæk kan bruges til, at lave fotokopier. Ikke nok med det, man kan også sende et billede fra computeren til printeren udenom scannerdelen.
Man har altså i et apparat en termo-printer, et fotokopierings-anlæg og en scanner med en opløsning på 200 * 200 punkter. Om investeringen (10 - 12.000 kroner) kan betale sig, kan imidlertid først siges, når den endelige version af Amiga-softwaren foreligger.
Den anden nyudvikling hedder Handy Scanner, og apparatet er da også virkelig handy. I øjeblikket findes scanneren kun til PC og ST; men firmaet arbejder på en Amiga-version. Apparatet består af et kort, som indbygges i computeren. Herfra fører en ledning til den anden del, en firkantet æske på størrelse med Amigaens mus, og heri sidder selve scanner-hovedet.
Når man vil scanne et billede, føres æsken med scannerhovedet hen over billedet bane for bane. Her skal man sørge for at have en vis overlapning. Den medfølgende software er nu i stand til, at samle disse enkeltbaner til et helt billede, og fjerne de områder, som er dobbelte.
Med dette princip spares naturligvis en masse dyr mekanik, og dermed kommer prisen ned omkring 4000 kroner. Helt sensationelt bliver det imidlertid med det planlagte program til tekstlæsning. For nogle få hundrede kroner mere, har man dermed en tekstlæser, et apparat som ellers koster adskillige gange 10000 kroner.