Tre måneder senere var Birgits videofilm færdig, og med hjælp fra Amigaen var skuespillernes navne sat ind med røde og gule bogstaver både først og sidst i filmen.
Lydsiden var imidlertid blevet noget mat. Musikken, spillet på en enkelt spag blokfløjte, svarede ikke helt til filmens dramatiske handling.
Birgit forklarede med uskyldig mine, at det altsammen ville have været meget bedre, hvis de bare havde haft en midi-interface og en synthesizer til Amigaen.
Denne gang bestemte jeg mig dog til, at informere mig lidt nærmere inden jeg besøgte min ven Sørensen. Jeg studerede altså en række bøger og tidsskrifter om emnet, og fandt ud af følgende.
MIDI står for "Musical Instrument Digital Interface", og er en international standard for overførsel af informationer mellem forskellige elektroniske musikinstrumenter. Ved hjælp af denne standard kan man sikre sig, at instrumenter af forskelligt fabrikat, kan forbindes til et system og arbejde sammen.
Et midisystem indeholder normalt et masterkeyboard og et eller flere slavekeybords. Man spiller på masterkeyboardet, og styrer dermed via midi-systemet alle slavekeyboards. Istedet for slavekeyboards kan man også bruge såkaldte expanders, som er synthesizers uden keyboard. Man spiller jo alligevel kun på masterkeyboardet, og kan derfor uden videre spare de ekstra taster.
På samme måde som med expanders, kan systemet udvides med en drum-maschine.
Alt ialt betyder det, at en enkelt musiker via midi, kan bruge mange instrumenter samtidig, og dermed få rådighed over tilsvarende mange klangmuligheder.
For at kunne udnytte alle disse muligheder, har man brug for en styringsenhed, en såkaldt sequenzer. Den saver den spillede musik i form af midi-kompatible digitale informationer, og herved får musikeren f.eks. mulighed for, at spille et musikstykke med flere stemmer. Musikeren spiller een stemme af gangen, og sequenzeren samler alle oplysningerne, for senere at sende dem tilbage til de forskellige keyboards og expanders.
Hermed er vi så nået frem til Amigaens plads i midi-systemet. Udstyres Amigaen med en midi-interface (som kan fås for nogle få hundrede kroner) og et passende program, kan den nemlig erstatte sequenzeren.
Dertil kommer, at Amigaen har mere lagerplads end de fleste sequenzere. Man kan altså optage længere musikstykker, og Amigaen har en monitor og et tastatur, hvilket betyder, at man kan editere og ændre musikken. Endelig kan man med nogle programmer vise og udskrive musikken i form af noder.
Hvis man vil eksperimentere med midi, skal man altså ud over interface og program bruge mindst et keyboard. Eller man sparer tastaturet og nøjes med en expander. Man kan nemlig også programmere musikken rent synthetisk på computeren, og så bruge expanderen, som erstatning for audio-device, til at spille den færdige musik.
Det sidste lyder måske overdrevet, Amigaen har jo allerede en udmærket sound-chip, så hvorfor ikke spille musikken direkte? Det er rigtigt, at Amigaen har en udmærket lydkvalitet; men der er alligevel et stykke til rigtig professionel lyd.
Dengang Commodore overtog Amiga computers og byggede Jay Miners videospil om til en rigtig computer, var et af problemerne, at Amigaens frekvensområde var for stort til at fungere i forbindelse med en akustikkopler. Derfor blev der mellem digital-analog-omsætteren og lyd-udgangen indbygget et low-pass-filter, som i realiteten fjerner alle toner med en frekvens over 7 kHz. Dette filter kan man omgå ved, at sende lyden via en midi-interface til en expander, eller et keyboard.
Et midi-interface tilsluttes normalt til computerens serielle port. Her er det ligesom ved alle andre externe udvidelser en fordel, hvis interfacet har en ledning, så det kan placeres ved siden af computeren. Udover denne forbindelse kan interfacet have en eller flere udgange med betegnelserne "midi-in", "midi-out" og "midi-tru". Udgangene er ifølge midi-standarden 5-pol-din-stik, hvor pin 2 (den midterste) er masse og pin 4 og 5 (på hver side af nr. 2) bruges til signalet, pin 1 og 3 (de to yderste) bruges ikke. Via "midi-in" kan man modtage signalet fra et keyboard. Ved "midi-out" kan man sende et signal til en expander eller et keyboard, og ved "midi-tru" kan man sende et signal, som samtidig modtages ved "midi-in".
En midi-kompatibel enhed (keyboard, sequenzer eller computer) skal have mindst en midi-in og en midi-out port. Midi-tru er derimod kun anbefalet i standarden.
Når man vælger midi-interface til Amigaen skal man altså først og fremmest være opmærksom på, hvor mange stik interfacet har. Jo flere stik, des mere fleksibelt kan man senere opbygge sit anlæg.
Et midi-interface kan fås for et sted mellem 500 og 1000 kroner; men i sig selv kan et interface ikke bruges til noget som helst. Man skal som minimum have en expander og den passende software, mens der stort set ikke er nogen øvre grænse for, hvordan systemet kan udbygges.