Nu havde vi altså to computere, en Amiga 500 og en Commodore PC1. Dermed opstod imidlertid et nyt problem. Jeg havde allerede skrevet en del tekster på Amigaen, og nu ville jeg gerne bruge en del af dem på PC1'eren. De to computere har imidlertid forskelligt disketteformat, og de kan ikke bruge hinandens programmer.
Jeg havde dog ikke lyst til, at skrive alle mine tekster af en gang til, og efter at have studeret en del bøger, fandt jeg da også en løsning. Det drejer sig om et såkaldt "nul-modem", hvilket ikke er spor andet end en ledning, hvormed man kan forbinde de to computere, og hvorigennem man kan overspille filer.
Heldigvis har begge computere en seriel interface, og herover kan man sende og modtage data. Data sendes via pin 2 og modtages via pin 3. Ledningen skal altså forbinde pin 2 på den ene computer med pin 3 på den anden og omvendt. Derudover bør man for god ordens skyld også forbinde pin 7 (stel) med pin 7. To stik og en ledning med tre poler er altså tilstrækkeligt. De fleste computere skal bruge et 25 pol SUB-D hunstik, enkelte MS-DOS-computere bruger et 9-pol stik, og Amiga 1000 falder helt udenfor rammen, og bruger et hanstik. Hvis ledningen er alt for lang, kan signalet selvfølgelig blive for svagt; men 10-15 meter skulle ikke give problemer.
Figur 3: Kabel til seriel transmission mellem Amiga og MS-DOS-computer.
Derudover skal man bruge et terminalprogram til hver computer. Til de fleste computere, derunder Amiga og MS-DOS, findes ganske udmærkede public domain programmer. Det skulle altså heller ikke være noget problem.
Når en fil overføres på denne måde, skal man selvfølgelig sikre sig, at der ikke sker fejl undervejs. Derfor sendes dataene i blokke med 128 eller 1024 bytes. Den computer, som sender dataene, adderer alle bytes i blokken, og sender udover selve blokken også blokkens nummer og den beregnede kontrolsum. Den computer, som modtager dataene, beregner den samme kontrolsum. Hvis resultatet stemmer, kvitteres for modtagelsen, ellers sendes en fejlmelding, og blokken transmitteres en gang til. Der findes flere af disse kontrol-systemer. De vigtigste er XModem, YModem, XYModem og Kermit, og det er selvfølgelig nødvendigt, at begge computere bruger samme system. Man skal derfor sørge for, at de to terminalprogrammer har mindst et af disse systemer fælles.
Derudover skal begge terminalprogrammer arbejde med samme hastighed. Hastigheden måles i baud (bit/sekund), og man kan arbejde med hastigheder på: 50, 75, 110, 300, 600, 1200, 2400, 9600 og 19200 baud. Når man overfører data mellem to computere, som står ved siden af hinanden, kan man uden videre bruge den størst mulige hastighed.
Man skal også indstille "duplex". Her skelnes mellem fuld duplex, hvor data overføres i begge retninger, halv duplex, hvor data kun overføres i en retning, og semiduplex, hvor data overføres i begge retninger; men med forskellig hastighed. I dette tilfælde skal der bruges fuld duplex, eftersom kvitteringen også er data.
Derudover skal man på begge sider angive om man bruger 7 eller 8 databit (her bruges altid 8), om man bruger paritetskontrol (N for ingen, O for ulige og E for lige) og om man bruger et eller to stopbits.
Man kan dermed angive de instillede parametre som 19200 8N1, d.v.s. 19200 baud, 8 databits, ingen paritetskontrol og et stopbit.
Når man overfører tekstfiler fra en Amiga til en PC eller omvendt, skal man imidlertid være opmærksom på, at de to ASCII-alfabeter ikke er ens. Op til ASCII 127 er der ingen problemer; men derover er der ikke ret meget i de to karaktersæt, som ligner hinanden. Det har bl.a. betydning for æ, ø og å. Den følgende tabel viser forskellene i ASCII-værdier:
Karakter: IBM-ASCII: Amiga-ASCII:
æ 145 230
Æ 146 198
ø 154 248
Ø 156 216
å 134 226
Å 143 197
Når man har overført en tekst fra en Amiga til en PC, vil der derfor stå "læse" istedet for "læse", "køre" istedet for køre o.s.v. Man skal altså regne med, at en sådan tekst skal efterbehandles med "finde-og-udskifte"-funktionen.
Et nulmodem fungerer kun på meget korte afstande, altså indenfor samme hus. Ved større afstande er det selvfølgelig naturligt, at sende signalet via telefon. Det kræver imidlertid en omsætning, computersignalet er digitalt, et telefonsignal er derimod analogt.
Omsætningen kan ske med en akustikkopler eller et modem, som begge forbindes med computerens serielle interface. Forskellen består deri, at en akustikkopler har en "omvendt" telefonhører, og herpå lægges telefonrøret. Det elektriske signal fra computeren omsættes i akustikkopleren enten til et akustisk eller til et magnetisk signal, som overføres til telefonrørets mikrofon. Herefter omsætter telefonen dette signal til et elektrisk analogt signal.
Et modem forbindes derimod direkte med telefonstikket, på den måde undgår man den dobbelte omsætning.
Ulempen ved en akustikkopler er, at den er meget følsom overfor ydre påvirkninger. Den akustiske type kan forstyrres af støj i rummet, den magnetiske type kan forstyrres af en strømforsyning eller en monitor i nærheden. Derfor kan man normalt ikke sende med mere end 300 baud, hvorimod et modem arbejder med mindst 1200 baud. Til gengæld er et modem dyrere.
En akustikkopler kan fås for ???, hvorimod et modem koster ca ???.
Man skal imidlertid overveje om det ikke er en dyr besparelse. Den mindre overførselshastighed har jo direkte indflydelse på telefonregningen.
Hvad kan man så bruge sit modem til? Man kan sende alle former for filer til alle, som også har et modem eller en akustikkopler. Det kan være tekstfiler eller programmer; men det kan f.eks. også være IFF-billedfiler. Med en digitiser og et modem kan man på den måde også sende fotos via telefonen.
På den anden side skal man overveje, om man virkelig har brug for, at sende sine filer så hurtigt. En konvolut med en diskette kan indeholde 880 KBytes og vejer under 50 gram, og postvæsenet befordrer den dermed for få kroner indenfor få dage (til et hvilket som helst sted i verden). Hvis man vil sende 880 KBytes med 1200 baud, varer det imidlertid over halvanden time, med tilsvarende virkning på telefonregningen.
Med en akustikkopler eller et modem kan man imidlertid også kommunikere med en såkaldt mailbox. En mailbox er en computer med et særligt program, som permanent er tilsluttet til et modem. Mange computer-firmaer og computer-klubber har deres egen mailbox.
Alt efter hvem der driver mailboxen og med hvilket formål, kan den være frit tilgængelig for alle eller reserveret for registrerede medlemmer, som så har et særligt kodeord, som giver adgang til de forskellige funktioner.
En mailbox indeholder som regel en "opslagstavle", hvor man kan skrive og læse meddelelser til andre computer-brugere. Derudover kan den f.eks. indeholde et bibliotek med public domain programmer.
Når man vælger akustikkopler eller modem skal man først og fremmest se på hastigheden. De almindelige hastigheder er 300, 1200 og 2400 baud. Større hastighed koster penge i anskaffelsen; men det sparer i den daglige drift.
Man skal også være opmærksom på om akustikkopleren eller modemet er beregnet til halv-, semi- eller fuld-duplex.