De tidligere kapitler behandlede alle de elektroniske apparater, som kan forbindes med Amigaen. Der findes imidlertid en række andre ting, som er mindst lige så vigtige, hvis man vil udnytte sin computer.
Vigtigst er disketterne. Som tidligere omtalt findes der to forskellige standard-størrelser af disketter til mikro-computere: 3,5 tommer og 5,25 tommer. Standardstørrelsen til Amigaen er 3,5 tommer; men i forbindelse med en MS-DOS-emulator kan man også få brug for 5,25 tommer disketter.
Disketter bruges som bekendt til, at save programmer og data. Hvis en diskette går i stykker betyder det derfor, at de programmer og data, som er savet på den går tabt. Derfor er der god grund til, at overveje hvilke disketter, man vil købe.
Dertil kommer, at priserne på disketter svinger særdeles meget. Man kan købe en 3,5 tommer diskette for ti og en 5,25 tommer diskette for tre kroner; men man kan også betale mere end 5 gange så meget.
En diskette består af en rund skive af tyndt kunststof, der på begge sider er forsynet med en tynd belægning af metalstøv, som kan gøres magnetisk. Den magnetiske belægning er meget sårbar, derfor er selve disketten skjult i et kvadratisk kunststofhylster. Hylsteret har to aflange åbninger, en på hver side. Diskettedrevets læsehoveder kan bevæges hen over disse åbninger, og da disketten samtidig drejer rundt, er det muligt, at læse og skrive overalt på diskettens overflade.
Øverst i den ene side har disketten en skrivespærring, så man kan beskytte sine data mod sletning. Bemærk, at en 3,5 tommer diskette er sikret når skrivespærringen er åben. En 5,25 tommer diskette er derimod sikret når skrivespærringen er lukket.
Figur 4.: 3,5 tommer diskette.
Figur 5.: 5,25 tommer diskette.
I de sidste år er flere og flere computerproducenter gået over til, at bruge 3,5 tommer disketter, og det er der flere gode grunde til.
Hylsteret om en 5,25 tommer diskette består af bøjeligt kunststof; men hvis disketten bøjes for meget, kan den magnetiske belægning springe af. På samme måde kan disketten gå i stykker, hvis den bliver udsat for tryk eller stød. En 3,5 tommer diskette har derimod et hylster af hård plastik, som giver en langt bedre beskyttelse af disketten.
Begge diskettetyper har i midten et hul, hvor diskettedrevet kan gribe fat, når disketten skal drejes rundt. Hvis dette hul bliver slidt, kan det ske, at disketten ikke mere kører præcist, og dataene dermed ikke kan læses. På en 5,25 tommer diskette er dette hul forstærket med en tynd ring af kunststoffolie. En 3,5 tommer diskette har derimod en kraftig forstærkning af aluminium.
Endelig er læsespalten på en 5,25 tommer diskette altid åben, og disketten kan dermed nemt blive forurenet af støv. En 3,5 tommer diskette har en lukkemekanisme af metal, så læsespalten kun er åben, når disketten er i diskettedrevet.
Begge diskettetyper skal behandles med forsigtighed. Man må aldrig berøre selve disketten gennem læsespalten. Man må aldrig bøje eller knække en diskette. Man må aldrig hælde kaffe ud over en diskette. Man må aldrig lægge en diskette på en varm radiator eller i en varm vindueskarm. Man må aldrig lægge en diskette i et magnetfelt, f.eks. ovenpå en monitor. En 3,5 tommer diskette er imidlertid under alle omstændigheder langt mere robust end en 5,25 tommer diskette.
Udover størrelsen skelner man mellem enkelt-sidede og dobbelt-sidede disketter. Alle de diskettedrev, som bruges sammen med Amigaen har to skrive-/læsehoveder, og man kunne derfor formode, at man nødvendigvis skulle bruge dobbelt-sidede disketter. Det er imidlertid ikke tilfældet. Alle disketter fremstilles nemlig på præcis samme måde. Forskellen ligger alene i den efterfølgende kontrol. På en dobbelt-sidet diskette er begge sider kontrolleret for fejl, på en enkelt-sidet diskette kun den øverste.
Man kan altså udmærket formattere en enkelt-sidet diskette som dobbelt-sidet; men producenten giver ingen garanti for fejl på diskettens underside.
På pakningerne markeres de to diskettetyper normalt med forkortelserne SS (single-sided) for enkelt-sidet og DS (doubble-sided) for dobbelt-sidet. I de fleste tilfælde er en enkelt-sidet diskette 10-20% billigere end en dobbelt-sidet.
Endelig skelner man mellem disketternes "tæthed", på engelsk "density". Tætheden måles i spor/tomme, på engelsk hedder det "tracks per inch" og forkortes TPI. Tætheden afhænger af finheden i det magnetiske lag på diskettens overflade. Hvis dette lag består af meget fine partikler, som er påført med stor nøjagtighed, kan man formattere disketten med mange tætliggende spor. Men samtidig koster en sådan diskette selvfølgelig mere.
En 3,5 tommer diskette til Amigaen skal have 135 TPI. Det angives ofte som "double density", eller forkortet DD. De fleste forhandlere har imidlertid kun denne ene type, så det skulle ikke give problemer.
Værre er det med 5,25 tommer disketter. Her skelnes mellem 48 TPI (double density eller DD) og 96 TPI (high density, 4 double density eller lignende). De første bruges i forbindelse med en sidecar eller et PC-kort, og formatteres med 40 spor/9 sektorer, hvilket giver 360 KBytes. Disketter med 96 TPI bruges til en AT, eller et AT-kort i en Amiga 2000, og de formatteres med 80 spor/15 sektorer, eller 1,2 MByte.
Vi har nu set på de forskellige diskettetyper. Der findes imidlertid også kvalitetsforskelle. En diskette skal have den rigtige diameter. Hullet i midten skal passe præcist til diskettedrevet, ellers kan der opstå slør. Det magnetiske lag på overfladen skal være jævnt og uden ridser, skrammer eller støv. Lukkemekanismen på en 3,5 tommer diskette skal glide let frem og tilbage o.s.v.
Spørgsmålet er så, hvordan man som kunde i en computer-forrretning kan se forskel på gode og dårlige disketter. Svaret er ganske enkelt: DET KAN MAN IKKE. De nævnte kvalitetsforskelle kan nemlig kun ses under et mikroskop.
Man kan heller ikke gå ud fra, at de dyreste disketter er de bedste, og man kan slet ikke regne med, at kvalitetsforskelle og prisforskelle står i et rimeligt forhold til hinanden.
Man har dog en mulighed, man kan formattere disketterne. Når Amigaen formatterer en diskette, kontrollerer den nemlig samtidig, om disketten er i orden. Hvis der ikke kommer en fejlmelding under formatteringen, kan disketten altså bruges. I modsat fald må man prøve om forhandleren vil bytte den, hvad han egentlig skal, der er jo tale om et defekt produkt. Problemet er bare, at man næppe kan bevise, at man ikke selv har ødelagt disketten.
Køb af disketter er altså i høj grad et spørgsmål om tillid, tillid til producenten og tillid til forhandleren. Tillid kommer af erfaringer, gode erfaringer, man må altså prøve sig frem.
Find først en forretning, som ser tilforladelig ud. Disketternes værste fjende er støv. Hvis hylden hvor disketterne står, er dækket af et tykt lag støv, eller hvis disketterne ikke er pakket ind i plastikfolie, er det bedre, at holde fingrene væk.
Hvad fabrikatet angår, har man måske erfaringer fra andre produkter. Et firma, som kan lave musik-kassetter, kan nok også lave disketter.
Køb så 10 eller 20 disketter og prøv hvordan de er. En defekt diskette kan bero på en tilfældighed, to i samme pakning fortæller, at man har valgt det forkerte fabrikat.
Ulempen ved den her nævnte metode er, at man er henvist til de dyrere mærke-varer. Man kunne også konsekvent købe de billigste no-name varer, og så fra starten regne med, at 10% ender som affald. Denne metode kan på langt sigt nemt blive billigere; men hvilken metode man vælger, er nok mest et spørgsmål om temperament.
Indtil nu har vi kun talt om de disketter, som allerede fra starten har fejl. En diskette kan imidlertid også gå i stykker, mens man bruger den. Hvis en diskette formatteres med mange spor og mange sektorer, bliver den samlede kapacitet af disketten større. Til gengæld bliver der mindre plads til hvert enkelt byte, og det betyder igen, at en relativ lille ujævnhed i overfladen eller et relativt lille støvkorn kan føre til tab af data.
Som tidligere nævnt formatterer Amiga-DOS med 80 spor/11 sektorer. Det har den fordel, at en diskette kan rumme ikke mindre end 880 KBytes. De 11 sektorer er imidlertid på kanten af hvad en 3,5 tommer diskette kan rumme. Andre computere, som bruger 3,5 tommer disketter formatterer kun med 9 eller 10 sektorer. Derfor vil Amigaen være relativt udsat for diskettefejl. På workbench-disketten findes programmet DISKDOCTOR, som bruges til, at redde data fra en defekt diskette. Man må imidlertid regne med, at en diskettefejl altid betyder, at en eller to filer går tabt.
Hvis man køber disketter af høj kvalitet (dobbelt-sidede mærke-varer), kan man sandsynligvis reducere antallet af diskettefejl. Tilsvarende må man regne med, at et diskette-mærke, hvor mange disketter er defekte fra starten, også vil have mange skjulte fejl, som først dukker op under brugen. Man skal bare være klar over, at data-sikkerhed ikke opnås ved, at bruge kvalitetsdisketter. Selv den bedste diskette kan gå i stykker, om ikke andet så hvis man træder på den.
Datasikkerhed opnås ene og alene ved, at save alle programmer og alle filer på mindst to forskellige disketter.
Man kan også reducere antallet af diskettefejl ved, at opbevare og behandle sine disketter fornuftigt. Disketter tåler ikke støv, fedt, fugtighed, varme, frost, magnetfelter, bøjning, stød og tryk.
Dermed kommer vi til den anden "småting", som hører til computeren, en disketteboks. Eller rettere to diskettebokse. Vi har jo lige slået fast, at alle data skal saves dobbelt. Vi har altså arbejdskopier og sikkerhedskopier, og hvis dette system skal have nogen værdi, er det absolut nødvendigt, at opbevare de to hold disketter hver for sig.
Disketteboksen skal beskytte disketterne mod alt det, som de ikke kan tåle. Samtidig skal disketterne dog være let tilgængelige, og disse to krav kan godt stride imod hinanden.
Mange diskettebokse har et klart acryllåg. Det er praktisk fordi man umiddelbart kan se hvilke disketter der er i boksen, selv hvis den er lukket. Hvis sådan en boks kommer til, at stå i solen, kan temperaturen i den dog nemt nå op over den kritiske grænse (50ø C).
En del diskettebokse slutter fuldstændig støvtæt; men samtidig er det så besværligt at åbne og lukke dem, at de i praksis aldrig bliver lukket. Et låg, som åbnes og lukkes med et enkelt greb med en hånd, vil i praksis oftere blive lukket, og tjener dermed bedre sit formål.
Man skal også overveje hvor mange disketter boksen skal kunne rumme. På arbejdskopierne har man normalt kun et program på hver diskette, sådan at der også er plads til data. På sikkerhedskopierne kan man derimod udmærket pakke programmerne så tæt som muligt. Sikkerhedskopierne kan også stå tættere i boksen, da man ikke så tit "bladrer" igennem dem; menselvfølgelig ikke så tæt, at de bliver klemt. Endelig kan det være praktisk, at have et antal tomme disketter i boksen med arbejdskopier.
Alt ialt betyder det at boksen til arbejdskopier skal være ca dobbelt så stor, som boksen til sikkerhedskopier. I de fleste tilfælde vil størrelserne 40 henholdsvis 80 disketter være passende. Hvis man har væsentligt flere disketter, har man enten i tidens løb samlet en masse programmer, som man i virkeligheden aldrig bruger, og som man derfor lige så godt kan slette, eller man har hårdt brug for en harddisk.
For at kunne holde orden i disketterne, er det også vigtigt, at alle disketter forsynes med etiketter. En pakke med 10 disketter indeholder normalt også 10 etiketter. Det betyder desværre, at man ikke har nogen mulighed for, at udskifte etiketten, hvis en diskette har fået nyt indhold. Samtidig er disse etiketter normalt så små, at man ikke kan spænde dem i en skrivemaskine eller en printer.
Det bedste er, at købe hvide selvklæbende etiketter. De fås dels i ark i A4-format, dels på endeløst papir, med perforering til traktoren i en printer.
Til 3,5 tommer disketter skal etiketterne være 70 * 70 mm, så de kan bøjes omkring diskettens øverste kant. Man kan så lave et system med en markering på kanten, f.eks. med forskellige farver, sådan at tekstprogrammer har blå farve, grafik grøn, spil rød o.s.v. På den måde kan man hurtigt finde den enkelte diskette i boksen. Til 5,25 tommer disketter er den bedste størrelse af etiketter 35 * 90 mm.